Alle fortællinger

Materialer og begyndelser

Hvorfor maler jeg med æg?

Et gammelt materiale blev begyndelsen på et nyt kapitel — og førte mig tilbage til et symbol, der længe havde levet i mine billeder.

I mange år arbejdede jeg med oliemaleri, og ægget dukkede igen og igen op som et centralt symbol i mine værker. I maleriet Åbning bryder et kvindeansigt frem af et æg — et billede på begyndelse, forvandling og det liv, der endnu ikke har taget form.
Åbning, oliemaleri af Annette Fuhr, hvor et kvindeansigt bryder frem af et æg
Åbning1993 · olie på lærred · 110 × 138 cm · antaget på den censurerede Kunstnernes Påskeudstilling, KP Aarhus 1993

Mange år senere deltog jeg i Artweek. Vi talte om det at skabe kunst, og en af de andre kunstnere sagde med et glimt i øjet: “Skal jeg virkelig forurene verden med flere af mine billeder?” Vi lo, men ordene blev hos mig.

Selv om bemærkningen var sagt for sjov, satte den gang i mine egne overvejelser. Kunst opstår ikke uden materialer, og materialer sætter aftryk. Jeg begyndte at tænke over, hvad jeg brugte i atelieret, og om jeg kunne vende tilbage til maleriet med en større bevidsthed om både processen og mine materialevalg. Ikke fordi ægtempera er uden aftryk, men fordi den gamle teknik giver mig mulighed for selv at blande farven og vælge pigmenter og bindemiddel med omtanke.

I de år, hvor jeg ikke malede, holdt jeg ikke op med at skabe kunst. Jeg var optaget af grafikken og af at udvikle mit arbejde med collografi. Men samtalen fik mig til at overveje, hvordan jeg kunne vende tilbage til maleriet på en måde, der føltes rigtig.

Da jeg kom hjem, begyndte jeg at undersøge gamle maleteknikker. Hvis jeg skulle vende tilbage til maleriet, skulle det være med ægtempera. Det blev et bevidst valg af en gammel teknik, hvor jeg selv blander farven af pigmenter og æg.

Først bagefter gik det op for mig, at cirklen på en måde var sluttet. Det materiale, jeg nu malede med, var det samme symbol, som i årevis havde været en gennemgående fortælling i mine billeder. Et gammelt materiale blev begyndelsen på et nyt kapitel.